Koncert med DKDM guitarorkester
Gratis entré Kom og oplev DKDM Guitarorkester og Hillerød Musikskoles eget Guitarensemble, Silverstrings, i Støberihallen onsdag d. 20\/5 kl. 19:00.
DKDM’s guitarorkester består af samtlige guitarstuderende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium under ledelse af Jesper Sivebæk og Henrik Bay Hansen. Orkesteret omfavner det unikke klanglige univers, der opstår, når et helt orkester af guitarer spiller sammen. Med ambitioner i topklasse har orkesteret blandt andet optrådt med Copenhagen Phil og modtaget masterclass fra den verdenskendte guitarist og komponist Sergio Assad.
Repertoire
Programmet byder på et spændende og varieret udvalg af musik. Sergio Assads mystiske Giornata a notturno står i stærk kontrast til den spanske klangverden hos Isaac Albéniz og Manuel de Falla. Den legendariske guitarvirtuos Roland Dyens er repræsenteret med det charmerende værk Dansk Pot-Pourri, hvor nogle af de mest elskede danske melodier får nyt liv med elegance, humor og uimodståelig energi i et stort guitarorkester.
Ny musik
Publikum kan også glæde sig til at opleve orkestrets egen komponist, Ophelia Sangill, soliststuderende og en markant kunstnerisk stemme, som i værket Suli Imeq forener sang, skæve taktarter og en smittende, groovy energi. Derudover opføres Danzón No. 2 af den mexicanske komponist Arturo Márquez i arrangement af Nichlas Overgaard – et sandt festfyrværkeri, hvor præcision og samspil sættes på spidsen. Glæd jer til en enestående mulighed for at opleve DKDM’s guitarorkester!
Dato:
20-05-2026 - kl. 19:00
Sted:
Støberihallen
Vi samarbejder med Hillerød Kommune
Hillerød Kommunes ressourcer, i form af bygning, faciliteter og personale, tilknyttet Støberihallen, skal omsættes til kulturelle arrangementer til glæde for borgere i Hillerød og hele Nordsjælland.
Kontakt os på telefon 72 32 59 51. Kontortid på hverdage ml. 09-16